Som folk har set mig fremstå i Tv, samt har kunnet læse om på debatten, det er så den person jeg er, jeg ser afslutningen på et kapitel i mit liv.

Jeg har været glad – lidt stolt – jeg har grædt og ikke mindst krænget mit personlige indre ud, og ladet folk få en lille flig af det jeg har været igennem.

For mig har det været utroligt spændende at se og lære TV mediet at kende, jeg har været omgivet af dygtige folk, jeg sætter STOR pris på kvalitet, og det har det været. Samtidig har jeg lært noget og meget om mennesker også, og man skal jo som bekendt lære så længe man lever.

Jeg holder mig aldrig tilbage med kommentarer – ros eller kritik, jeg siger min mening, og jeg står ved hvad jeg siger, gemmer mig bag mit stille ydre, og som nogen kalder arrogante ydre. Inderst inde finder man hjertet, som banker for hjertesager, og det er alt det som man har kunnet se på TV.
På den måde har det været meget mærkeligt at få så mange mennesker tæt ind på livet og opleve den person jeg er i familie livet, og så bare høre mig snakke om erhvervslivet.

Meget få personer får denne mulighed i virkeligheden, for en ting arbejdsliv og et andet privatliv. Til det første har jeg en professionel holdning og med distance og klar adskillelse mellem arbejde og privat. Den private del har jeg et afslappet, rolig og kærligt forhold til, og jeg ved begge dele med den forkerte holdning til tingene, kan både drejes og misforstås, hvis det er det man vil.

Min måde at kommunikere på, kan for nogen findes både mærkeligt og hvad ved jeg, men det jeg har på hjertet, får jeg som regel også ud.

Dette var så indledningen til det jeg gerne vil frem til, og som bliver det sidste indlæg herfra i debatten, grundet at vi står over for flytningen, og må muligvis undvære forbindelsen til både mail og Internet i 1-2 uger.

Noget af det som var mest afgørende for mig igennem hele dette år var, sammen med familien at kæmpe os igennem det sværeste vi har været udsat for igennem 30 år. Man har set en brøkdel af de pinsler, de tårer, det pres og omkostninger det har haft, på det menneskelige og psykiske plan. TV2 har ikke været på i de værste tilfælde i mit liv, jeg ved det har været svært at håndtere, og jeg er glad for resultatet af deres arbejde, men tilbage står der så meget at kæmpe for og videregive, af hjælp information og støtte, at jeg aldrig nogensinde vi afstå fra at hjælpe andre hvis jeg kan, i forbindelse med stress og depression, og alle de følge sygdomme, som dette bringer med sig.

Debat – dialog – information og viden, det var hvad mit højeste ønske med min medvirken.  Udgangspunktet for udsendelsen var arbejdsløshed, udviklingen og fremtiden, den er der igen som er herrer over, så da vi startede, så var jeg overbevist om at alting ville bare gå fremad, det viste sig at være løgn.

Nu kan jeg snart se tilbage på et kapitel i mit liv, flydt med alt muligt, og som har spillet på alle tangenter, og så sidder jeg en lille smule skuffet.
Jeg er skuffet over, at debat sidens altoverskyggende indlæg er HUMOR.

Den debat ønsker jeg ikke at gå ind i, men må have lov til at udtrykke min skuffelse, jeg finder den ikke relevant i et debatprogram, som er opfølgning på så store emner som dokumentarprogrammet har omhandlet.

Jeg blev på et tidspunkt spurgt af Ole Kolster, ”hvis du skulle vælge et og kun et musikstykke, hvad skulle det så være?”, mit svar kom prompte, og stærkt bakket af børnene, melodien ”SMILE”.
Vi skulle have været ind på hvorfor, jeg måtte ikke fortælle det, det skulle komme lige derinde fra og uredigeret.
Det beholder jeg for mig selv, blot vil jeg sige, ”smilet er den korteste afstand mellem 2 mennesker”, jeg har intet mod humor på rette tid – sted og sammenhæng, og jeg vil opfordre folk til også at smile mere i hverdagen, da det er videnskabeligt bevist, at det kræver færre kræfter end gå at være sur.

Jeg håber da virkeligt, at nogen har fået noget ud af også min deltagelse, og jeg operer selv med begrebet 80/20 reglen, samt ”Murhy’s lov” har fulgt mig lige siden jeg blev leder på Bang og Olufsen. For dem som ikke kender til den.
http://www.illustreretvidenskab.dk/Crosslink.jsp?d=103&a=147&id=7130_2

Så længe der er liv er der håb, alt kan lade sig gøre i dag, hvor der er en vilje er der en vej, mit håb er vi alle må finde os den fremtid og liv vi ønsker hver især, og intet kommer af sig selv andet end lommeuld.

 

Held og lykke med debatten både her og i det virkelige liv.

 

Jeg vil altid være at finde på mail, og fortsat udbygge Vores hjemme.

Kaj Nielsen